Valby sander til i trafik

2017-10-22

Valby sander til i trafik

Og det bliver kun værre fremadrettet

Når jeg bevæger mig rundt i Valby i myldretiden, ja så er det utroligt, hvor hurtigt jeg kommer rundt i bydelen på gåben frem for i bil.

Det kan hurtigt konstateres, at vores fantastiske bydel er ved at sande til i trafikkaos. Den nemmeste måde at se det er at stille sig ved Toftegårds Plads kl. 7.30 eller ved 15 tiden. Udfordringen er, at det kun bliver værre, når FL. Smith grunden, Grønttorvet og Carlsbergområdet er fuldt udbygget! Vi snakker vel her om en forøgelse af vores bydel med et anseligt antal indbyggere, og lur mig, om ikke en stor del af dem har en bil.

Der er tre måder til at løse denne udfordring.

For det første skal vi have sat prisen på at benytte den offentlige transport markant ned. De fleste undersøgelser viser, at det er den eneste måde, hvorved man kan flytte folk fra bilerne til den offentlige transport. Fordelen ved dette er: Mindre trafik, bedre miljø, mindre støj, færre lange køer, mindre spildtid.

For det andet skal vi anlægge flere supercykelstier, så cyklisterne kan komme sikkert, hurtigt og nemt omkring. Dette vil også kunne trække folk fra bilen over på den tohjulede. Igen er der flere fordele: mindre forurening, bedre sundhed, mindre støj osv.

Sidst men ikke mindst skal det være muligt at parkere sin bil i udkanten af København og tage en letbane eller en metro ind til byen. Igen er fordelene markante og meget lig de tidligere nævnte.

Hvis du er enig i ovenstående, så husk at stemme personligt på Mads S. B. Pedersen - liste A - de personlige stemmer er afgørende.

Mads S. B. Pedersen

Kandidat til Borgerrepræsentationen i København

Liste A

Bragt i Valby Bladet i uge 42 2017