Enhedslistens manglende realitetssans

2017-11-14

Gang på gang læser jeg om, hvordan enhedslisten vil gøre det
mere og mere umuligt at bevæge sig rundt i København med bil. Sidst bidrag til
hetzen mod bilerne er et ønske om at indsnævre de store veje i byen for på den
måde at lave mere plads til cyklisterne.

Det er en kæmpe udfordring, at Enhedslisten vil gøre det
mere eller mindre umuligt for almindelige indbygger i København at komme rundt
i byen med bil - vi er rigtig mange, som ikke kan få hverdagen til at fungere
uden en bil.

Hertil kommer, at Enhedslistens ønske om at fjerne bilerne
fra byen er dødsstødet mod vores håndværkere, som skal kunne kommer undt i byen
og fikse vores bygninger, boliger mm.

Hvis vi vil mindske bilerne i byen, og derved sikre mere
plads til cyklisterne og håndværksmestrene, er det faktisk relativt nemt -
følgende fire indsatser sikre mindre privatbilisme, mere plads til cyklisterne
og et bedre miljø:

For det første skal der politisk mod til.

For det andet skal vi have sat prisen på at benytte den
offentlige transport markant ned. De fleste undersøgelser viser, at det er den
eneste måde, hvorved man kan flytte folk fra bilerne til den offentlige transport.
Fordelen ved dette er: Mindre trafik, bedre miljø, mindre støj, færre lange
køer, mindre spildtid.

For det tredje skal vi anlægge flere supercykelstier, så
cyklisterne kan komme sikkert, hurtigt og nemt omkring. Dette vil også kunne
trække folk fra bilen over på den tohjulede. Igen er der flere fordele: mindre
forurening, bedre sundhed, mindre støj osv.

Sidst men ikke mindst skal det være muligt at parkere sin
bil i udkanten af København og tage en letbane eller en metro ind til byen.
Igen er fordelene markante og meget lig de tidligere nævnte.

Mads S. B. Pedersen

Kandidat til Borgerrepræsentationen i København

Liste A

Bragt i Berlingske den 23 oktober 2017